Annette Neumann fik tildelt Danmarks-Samfundets guldnål

Det kom fuldstændig bag på Annette Neumann, da hun forleden ved Danmarks-Samfundets repræsentantskabsmøde i Kolding blev en del af dagsordenen. Annette er formand for Danmarks-Samfundet i Sydslesvig og hun er medlem af landsledelsen. På mødet, der var godt besøgt med omkring 50 delegerede samt gæster, overrakte hun hilsner fra Sydslesvig.

Hun fortalte om arbejdet i mindretallet og om årsmøderne samt mottoet. Men dermed var Annettes part i mødet ikke slut. For under punkt 11 “uddeling af hæderstegn” hørte hun uventet sit navn.

– Det kom helt bag på mig, husker Annette situationen.

Men den var god nok – Annette Neumann fik tildelt Danmarkssamfundets guldnål for hendes ekstraordinære indsats. Formand Bjarne Erbo Grønfeldt overrakte guldnålen og det dertilhørende diplom, hvorpå der står, at Annette “har med sit årelange engagement og utrættelige indsats både i Sydslesvig og som aktivt medlem af landsledelsen ydet en kæmpeindsats for Danmarks-Samfundet og dets formål”.

– Det er en stor ære for mig, fastslår Annette Neumann.

Foruden guldnålen til formanden fra Sydslesvig, blev Johan Evens tildelt æresmedlemsskab for hans livslange indsats for Danmarks-Samfundet. Lonnie Cederman blev ligeledes tildelt æresmedlemsskab for hendes fantastiske støtte for Danmarks-Samfundet.

Gunnar Cedermann blev tildelt guldnålen samt æresmedlemskab.

Sidstnævnte fik desuden en gave (bærbar pc) som fysisk udtryk for Danmarks-Samfundets store taknemmelighed. Gunnar er tidligere forretningsfører, som er gået på pension.

Twitter
LinkedIn
Facebook