Den 31. januar deltog SSF-formand Gitte Hougaard-Werner i en paneldebat om EUs rolle i forhold til nationale mindretal. Debatten fandt sted i Hessens repræsentation i Bruxelles, og overskriften “Nationale mindretal – en europæisk opgave” var på mange måder interessant for det danske mindretal. For selv om det dansk-tyske grænseland sammenlignet med andre regioner byder på gode og trykke rammer for mindretallene, så er der meget Sydslesvig kan bidrage med. Det blev tydeligt i debatten.
Spørgsmålet er tit, hvordan forholdene i det dansk-tyske grænseland er blevet så godt. Her er et af svarene, at de to herbergstater Danmark og Tyskland har givet mindretallene nogle grundlæggende rettigheder, mens mindretallene har arbejdet på at være en aktiv og åben del af flertalssamfundet. Om denne formel kan overføres til andre regioner, er ønskværdigt, men for manges vedkomne urealistisk. Her kunne EU spille en afgørende rolle.
Klage
Mindretalsfolk fra hele Europa har nu gennem en årrække presset på, for at få EU til at yde en indsats overfor medlemsstaterne. Målet er, at alle staterne beskytter og fremmer nationale mindretal og sproglig-kulturelle mindretal. Indtil nu er EUs indsats mildest talt beskeden, hvilket ifølge Rainer Hofmann skyldes EUs aftaler med medlemslandene. Hofmann var med i panelet, han er jurist og underviser på Goethe Universität Frankfurt am Main, hvor han blandt andet er specialist i folkeret.
Han understregede, at hverken unionen eller kommissionen for tiden har kompetencerne til at diktere medlemslandene, hvordan de behandler deres respektive mindretal.
Der er på den baggrund indgivet en klage mod EU-kommissionen, så der kan ændres på det forhold.
Tage ved lære
Mindretallene håber selvsagt på en positiv dom, men den slags kan gå alle veje og det kan være tidskrævende. Derfor arbejdes der samtidig på, at de lande, der har gode forhold, bruges som forbilleder. Her passer mindretalsmodellen i det dansk-tyske grænseland godt ind. Ligesom Belgiens måde at behandle den tysksprogede befolkningsdel blev nævnt som “best practice”. Belgien har nemlig givet den tysksprogede befolkningsdel autonomi i form af et selvstændigt forbundsland. Det vil sige, at de er selvstændige i mange beslutninger. Modellen opstod efter Første Verdenskrig, da mindretallet i en folkeafstemning stemte for at ville tilhøre Belgien frem for Tyskland.
– Stater skal ikke være bange for at give deres mindretal mere selvbestemmelse og rettigheder. Et mindretal, der føler sig tryg i den stat, mindretallet lever i, der føler sig anerkendt, integreret og ikke presset til at give afkald på sprog og kultur, vil på sigt se sig selv som del af staten, fastslog Rainer Hofmann i debatten.
Han håber, at Belgiens måde at behandle den tysksprogede befolkningsgruppe på, kan inspirere andre lande i Europa. Forhåbentlig også, hvis klagen mod EU-kommissionen afvises. Gode rammebetingelser for mindretallene i Europa ville i den grad klæde og gavne hele fællesskabet.
Foruden SSF-formanden og Rainer Hofmann, bestod panelet af Bernhard Gaida, en af FUENs vicepræsidenter og talsmand for arbejdsgruppen for tyske mindretal, Herbert Dorfmann, sydtyroler og medlem af EU-parlamentet, og Patrik Schwarcz-Kiefer, medlem af regionsudvalg samt medlem af Komitats Baranya i Ungarn. Dorfmann foreslog konkret EU i hvert fald at anvende Københavns kriterierne som mindstestandards.
Hessens repræsentantskab i Bruxelles havde taget initiativet til debatten.
Rettelse
Martin Klatt, seniorforsker hos ECMI i Flensborg, har gjort opmærksom på, at der er to fejl i Ugeavisens artikel om nationale mindretal som europæisk opgave. Der var ifølge Martin Klatt ikke nogen folkeafstemning i de tyske områder Eupen-Malmedy, der blev overdraget til Belgien efter anden verdenskrig. Best Practice eksempel med vidtgående tysk autonomi (i lighed med flamlændernes og wallonernes) daterer heller ikke til tiden efter Første Verdenskrig, men er et meget nyere fænomen, der udsprang af forfatningsreformen i 1994, hvor det hidtil centralistiske Belgien blev til en forbundsstat.
Ugeavisen beklager fejlene.
