Også på øen Sild er den 21. og 22. februar to store dage. Når Biike-bål og Petersdag står foran døren kommer der feststemning til øen. Som optakt havde Friserrådet inviteret til sammenkomst lørdag den 18. februar med 110 personer på gæstelisten.
Hertil havde de spurgt, om Sild danske Skole ikke have lyst til at bidrage med et musikalsk indslag.
– Vi er blevet spurgt, om vi ikke ville have lyst til at optræde lørdag d. 18.02 i Friesensaal i Kejtum. Der var tid til at vi kunne synge tre til fire sange, fortæller Carsten Hagemann, der blandt andet underviser i musik på skolen.
Det frisiske sprog
På Sild danske Skole undervises første til tredje klasse i frisisk, en til to timer om ugen. Her får børnene lært sproget ’Sildring’, der er den nordfrisiske dialekt på Sild.
Silds nationalsang, er altid en del af repertoiret.
– Den sang de også, da prinsesse Benedikte var på besøg, siger Carsten. Da der ellers ikke findes så mange sange på Sildring’sk med ’gang i den’, spurgte Carsten børnene, hvad de kunne tænke sig at synge.
De ønskede sig en anden klassiker, ’Jutlandia’. Carsten slog sig sammen med skolens frisisk lærer Tineke og de skrev en helt ny frisisk tekst til Jutlandias melodi – en sang man altid kan synge.
Biike og Petersdag
De fleste kender til de store Biike-båle rundt omkring.
Petersdagen er en endnu større festivitet, hvor der endda ikke er skolepligt. Petersdagen er den dag, hvor hårgelé, strutskørter og lakskoene skal ud af skabet – for der skal festes! Om formiddagen holdes der fest for de små, eftermiddagen til de lidt større og om aftenen så for de helt store.
Der danses, spises slik og festes.
Som fast tradition er også Macarena-dansen en del af skolens festdag.
Traditionen tro, skal eleverne stadigvæk medbringe de traditionelle snoller-penge, Petrigroschen, så de kan købe slik for billige penge.