Det var første gang siden 2020, at Oversø-marchen fandt sted uden nogen form for restriktioner. I 2021 blev arrangementet aflyst og i 2022 kunne det kun gennemføres i en meget slank udgave. Der blev begge år lagt kranse ved mindesmærkerne, men der var stort set ingen deltagere med. Det forholdt sig anderledes denne tågede mandag morgen, da flere hundrede igen fandt sammen for at mindes slaget ved Sankelmark den 6. februar 1864.
Turen startede igen fra Deutsches Haus i Flensborg, hvor man så i fællesskab gik til mindesmærkerne ved Sankelmark/Oversø, hvor der lægges kranse.
Den traditionelle mindehøjtidelighed tiltrak vanen tro et blandet publikum, hvilket skyldes, at selv om der er tale om en fælles march, så går turen til tre forskellige mindesmærker. Det er den tyske, den østrigske og den danske, men i dag, mere end 150 år efter slaget og 100 år efter grænsedragningen, formår deltagerne at mindes de faldne i fællesskab.
Denne positive udvikling i grænselandet pegede arrangementets fire ungdomstalere også på, da de holdt deres fælles tale ved det danske mindesmærke.
De unge var fra A. P. Møller Skolen i Slesvig og fra Deutsches Gymnasium i Åbenrå. Det vil sige fra to af mindretallenes gymnasier. For dem gør det ikke længere nogen forskel, om man er dansk eller tysk, fastslog de unge, der er del af projektet elevambassadører.
Mindehøjtideligheden blev afsluttet med en fælles middag i Tarp.
Oversø-marchen er organiseret af Stammkomitee von 1864. Den holdes i samarbejde med SSF.