Ved SSFs landsmøde 2022 præsenterede årsmødeudvalgets formand, Tim Frogier de Ponlevoy, mottoet “Frivillig – fordi jeg ikke kan lade være!”. (Foto: Tim Riediger / SSF)

2023 sætter mindretallet fokus på frivilligheden

Lige siden grænsedragningen i 1920 bygger det danske mindretals fællesskab på især én ting: det frivillige engagement. Det gælder foreningsarbejdet ude i distrikterne, forældreengagementet i skolerne, instruktører i idrætsforeningerne, medlemmer af menighedsrådene, kommunale politikere, og meget meget mere.

Det danske fællesskab i Sydslesvig bygger i høj grad på ildsjæles ulønnede indsats. Sådan var det også dengang, da de dansksindede efter grænsedragningen 1920 besluttede, at man ville forblive i hjemstavnen og samtidig ville holde fast på det danske her i regionen. Man ville skabe rammebetingelserne for det, og det skete navnligt i regi af foreningslivet.

Men det frivillige engagement er fortsat en af de bærende søjler i mindretallet. Det bliver ikke mindst tydeligt, når man ser på, hvor stort behovet for frivillige kræfter er indenfor mindretallet.

I SSF er der for eksempel 65 distrikter, der hver især har en egen bestyrelse. Dertil kommer amtsstyrelser, hovedstyrelsen, de faste udvalg, forretningsudvalget samt alle hjælperne til de talrige arrangementer rundt om i Sydslesvig. I SdU er der 57 foreninger samt tre landsorganisationer. Hver af dem har brug for instruktører og hver af dem har en bestyrelse, der varetager medlemmernes interesser. På samme måde har SdUs 11 børne- og ungdomshuse ligeledes brugerråd.
I Sydslesvig er der desuden 40 skoler og 55 daginstitutioner. Hver af dem har et samarbejdsråd og hver skolekreds har repræsentanter i Fællesrådet. Her vælges styrelse, som ligeledes er besat af frivillige kræfter. I Dansk Kirke for Sydslesvig er der 24 danske evangelisk-lutherske menigheder med egne råd, der varetager medlemmernes interesser. Samtidig er der i Sydslesvig 22 selvstændige foreninger, som er tilsluttet SSF.

Hver af dem har ligeledes en bestyrelse.
Oveni det kommer de ulønnede kommunale politikere i SSW. Ved kommunalvalget 2018 opnåede mindretallets parti 176 mandater i kommunerne samt 22 mandater i amtsrådene. Samtidig er SSW ligeledes opbygget som en demokratisk forening med lokalforeninger, der hver især ledes af folkevalgte bestyrelser. Tallene tydeliggør det store behov for frivilligt arbejde.

Emne til Årsmøderne
De danske årsmøder i Sydslesvig har ligesom det frivillige engagement en kæmpe betydning

for mindretallet. Siden 1921 holdes årsmøderne, der foruden det politiske format har et folkeligt islæt. Årsmøderne sætter på mange måder en dagsorden i Sydslesvig. Møderne skaber fællesskab, og de skaber til tider debat – særligt siden de enkelte årsmøder krydres med et motto. I år er det “Frivillig – fordi jeg ikke kan lade være!”.

Årsmødeudvalgets formand, Tim Frogier de Ponlevoy, forklarer:

– Mottoet kan udlægges på forskellig vis: Det kan læses fra en frivilligs perspektiv, altså et menneske, som gennem sit engagement gavner på forskellige områder og derfor ikke kan lade være. Det kan også læses som en opfordring til at engagere sig, fordi et samfund uden frivillighed ikke kan fungere, og især ikke mindretallet som i den grad er afhængig af en ekstra indsats.

Samtidig peger udvalgets formand på to andre vigtige perspektiver i mottoet.

– De frivillige skal hyldes for deres uundværlige indsats. Det er vigtigt for os, for det har de fortjent. Men vi vil også grundlæggende gøre opmærksom på emnet og dets vigtighed i det hele taget, forklarer han, og uddyber, at årsmødeudvalget ønsker at sætte gang i en debat omkring de frivilliges arbejds- og rammebetingelser, og hvordan et frivilligt engagement tværs over de danske institutioner muligvis kan gøres mere attraktivt for mennesker, som endnu ikke har arbejdet frivilligt.

Årsmøder siden 1921
De danske årsmøder i Sydslesvig er det danske mindretals årlige fællesweekend, som holdes siden 1921. De er en mangfoldighed af arrangementer fra debatmøder over forsamlingshusmøder, grillfester og familiearrangementer til store regionale folkefester. I de cirka 40 lokale og regionale møder i løbet af weekenden deltager ca. 20.000 mennesker.

Blandt dem er mennesker i alle aldre fra de danske organisationer, foreninger og institutioner i Sydslesvig. Desuden deltager et stort antal orkestre og andre kulturelle indslag fra Danmark samt repræsentanter for det officielle Danmark: Medlemmer af regeringen, Folketinget, regionsråd, kommuner og organisationer overbringer hilsner.

I 2023 holdes årsmøderne i weekenden den 9. til den 11. juni.

Twitter
LinkedIn
Facebook