Det Lille Teater havde sidste onsdag premiere på forestillingen ”Stumper og Stykker”. En meget vellykket premiere, som er starten på fornyet aktivitet på teatret, der har en del projekter og forestillinger på bedding.
Det var tydeligt at publikum var glade og meget optagede af de forskellige korte stykker drama, som forestillingen er sammensat af. Fra det humoristiske over det tragiske til det absurde. Hvilket helt klart faldt i publikums smag.
På scenen havde en del nye medlemmer af teatret debut og efter tæppefald var der et lille glas til de medvirkende og alle gæster. Der var en sprudlende stemning, som tegner godt for teatrets fremtid. Torsdag, fredag og lørdag opførtes stykket og der er en mulighed for at overvære opførelsen igen lørdag 25. marts kl. 17:00 og onsdag den 29. marts kl. 20:00. Til disse opførelser vil teatrets faste musiker Hans Jacob Jessen, som et ekstra indslag, akkompagnere.
Derudover er teatret med denne produktion inviteret til at deltage i DATS Seniorteaterfestival den 21. april i Svendborg.