Hvor er Kontakt? SdU og SSF går nye veje

Torsdagsudgaven af Flensborg Avis indeholder altid et indstik med SSFs informationsblad Kontakt. Sådan har det været siden engang i 1980’erne, og siden dengang har man trofast hver torsdag kunne finde en frisk udgave af Kontakt i avisen. Men i dag – denne historiske torsdag den 12. januar 2023 – leder man forgæves. Kontakt er der ikke længere. Til gengæld er der kommet noget helt nyt. Noget, der ikke er set før, for denne helt særlige torsdagsudgave indeholder den allerførste udgave af Ugeavisen Sydslesvig.

Ugeavisen er foreningsbladet for det danske mindretal. Den er et medlems- og informationsblad for de to store folkelige organisationer i Sydslesvig – SdU og SSF.

Det vil sige, at de to er gået sammen om Ugeavisen Sydslesvig, der har til formål at informere om foreningernes og organisationernes arbejde, hvilket omfatter det frivillige samt det professionelle.

Ugeavisen afspejler mindretalslivet, den giver praktiske og interessante oplysninger og så forbinder den os med hinanden.

Den er præget af professionelle journalistiske artikler og af medlemsinformationer – fra det ene medlem til det andet.

Print og digital

Ugeavisen Sydslesvig udgives fortsat i en printudgave, der sendes ud til alle SSFs medlemmer om torsdagen. Desuden udsendes printudgaven til SdUs institutioner, haller og foreningshuse. Men på grund af strukturen i SdU, der er en paraplyorganisation med suveræne foreninger som medlemmer, kan Ugeavisen ikke sendes ud til alle medlemmer af foreningerne under SdUs paraply. Derfor udkommer Ugeavisen også på flere digitale platforme. På hjemmesiden www.ugeavisen-sydslesvig.de kan artiklerne læses online og pdf-versioner af den aktuelle udgave ligger klar til download. Samtidig er Ugeavisen at finde på både Instagram og på Facebook.

Twitter
LinkedIn
Facebook