Af Rasmus Meyer, Flensborg
»Hvert år til jul og fødselsdage står vi overfor det samme problem: Hvad skal man dog forære sine forældre? De fleste af os når jo på et tidspunkt den udfordring, at vi godt vil forære noget andet end sokker og bøger. I vores familie er børnene gået over til at forære vores forældre fælles oplevelser. Det vil sige udflugter eller andre fælles aktiviteter. Senest blev det til billetter til teaterkoncerten “Noget om at blive grebet”, som blev vist i Egernførde. En meget smuk by, hvor man fint kan gå ud at spise inden kulturoplevelsen.
Vi valgte forestillingen ud fra en antagelse om, hvad vores mor formentligt ville bryde sig om, og da vi i SSFs program læste noget om et stykke med Beethoven, digte, jazz, Piet Hein og Halfdan Rasmussen, virkede det ikke helt ved siden af. Regningen gik bestemt også op, men helt afgjort ikke kun for vores mor.
Kristine Elise Pedersen og Anders Ahnfeldt-Rønne var kommet til Medborgerhuset med en todelt teaterkoncert i bagagen. Første del bød på forårsstemninger, barndomsminder og klassikere – både musikalsk og lyrisk.
Duoen lagde ud med Halfdan Rasmussens digt “Noget om at blive grebet”, der også er titlen på teaterkoncerten.
Anders Ahnfeldt-Rønne overbeviste med lun humor og en på mange facetter smuk måde at formidle digte fra H. C. Andersen, Nordahl og Edvard Grieg, Piet Hein og Klaus Rifbjerg. Men repertoiret omfattede også digte fra blandt andet William Shakespeare og Evert Taube.
Anders Ahnfeldt-Rønne var også sikker på klaveret og med sin harmonika, men her var det især Kirstine Elise Pedersen på cello, der overbeviste. Hun vakte sandeligt glæde ved klassisk musik, for som hendes duo-makker passende fastslog: “Strygere kan bare noget”.
Kirstine Elise Pedersen satte stemningen med stykker fra blandt andet Chopin, Bach og Brahms. Men især hendes eget stykke “Floading heads” efterlod et blivende indtryk, fordi det viste celloens musikalske brede, ligesom hele teaterkoncerten var med til at vise kulturens brede.
Om det muligvis kan gøres bedre, tør jeg med min ringe erfaringen på det område ikke udtale mig om. Men det er i grunden også ligemeget, fordi kulturudflugten til Egernførde på alle måder var en rigtig god fælles oplevelse – og er dét i sidste ende ikke altafgørende?«
Få en egen kulturoplevelse, vi giver billetten
Det er spændende at gå på ”kulturopdagelse” – det vil sige at prøve noget nyt. Og det er mindst lige så spændende at læse om, hvordan kulturen opleves.
Kunne du tænke dig at få en kulturoplevelse og efterfølgende at skrive til Ugeavisen om, hvordan du har oplevet det?
Så giver vi gerne billetterne til det. Skriv til os og hør mere om, hvordan det foregår – redaktionen@ugeavisen-sydslesvig.de. Du finder os også på Facebook og Instagram.