Efterlyst: Det Sydslesvigske kvindelandshold

I Sydslesvig er der i øjeblikket stor spænding i forbindelse med det kommende EUROPEADA fodboldstævne, som vil finde sted på hjemmebane i 2024. Her står Sydslesvigs herrelandshold igen klar til at tage kampen op mod andre fodboldglade europæiske mindretal. Men denne gang er det ikke kun herreholdet der skal repræsentere Sydslesvig – der skal nemlig oprettes et kvindelandshold. I den forbindelse er SdU gået på udkig efter kvindelige fodboldspillere, der har lyst til at repræsentere det danske mindretal til dette internationale stævne.

Sydslesvigsk fodboldhistorie

For at kunne spille på landsholdet skal man være fyldt 16 år inden den 28. juni 2024, have en tilknytning til mindretallet og en stor passion for fodbold. Kravet om en tilknytning til mindretallet skyldes, at EUROPEADA er et stævne, hvor mindretal fra hele Europa mødes for at spille fodbold og styrke deres fællesskab. Er disse kriterier opfyldt, er der god chance for at blive del af Sydslesvigs fodboldhistorie.
Hvis man er interesseret i at blive en del af landsholdet og møde andre engagerede fodboldspillere, skal man kontakte teammanager Holger Bruhn på holgerbruhn@hotmail.de og opgive

ens navn, alder og kontaktoplysninger. Man kan også skrive hvis man gerne vil have mere information om mulighederne for at deltage.

En stor mulighed

EUROPEADA 2024 finder sted fra den 28. juni til den 7. juli 2024 og bliver afholdt i det dansk-tyske grænseland, hvor det frisiske mindretal, Sinti og Roma, det tyske mindretal i Nordslesvig og det danske mindretal i Sydslesvig samarbejder om at få det hele op at køre. Udover disse fire mindretal vil andre mindretal fra hele Europa strømme til området og dyste om at kunne løbe afsted med titlen som EUROPEADA-mester 2024. Stævnet er dermed en unik mulighed for at møde andre mennesker fra forskellige dele af Europa og spille mod nogle af de bedste hold.
For at sikre, at holdet bliver så konkurrencedygtigt som muligt, skal der sammensættes en stærk og dedikeret trup, som kan vise resten af Europa, hvad Sydslesvig har at byde på. Så tøv ikke med at tage denne chance for at blive en del af et spændende fodboldfællesskab og repræsentere mindretallet på den internationale scene. Hele Sydslesvig ser frem til at byde holdet velkommen.

Twitter
LinkedIn
Facebook