Willy-August Linnemann er helt afgjort det største navn, når det gælder Sydslesvigere, der opnåede berømthed som forfattere i Danmark.
Han modtog Søren Gyldendalprisen 1958, Kritikerprisen 1959, De Gyldne Laurbær 1959 og Holbergmedaljen 1968. Hans navn kan med rette nævnes i flæng med navne som Karen Blixen eller Tove Ditlevsen.
Alligevel er Willy-August Linnemann for mange et lidt ukendt navn. Det gælder både i Danmark, hvor Linnemann hører til en generation af forfattere, hvis stjerner blev fortrængt af modernismen.
Men det gælder også i Sydslesvig, hvor mange slet ikke er klar over, at mindretallet har opfostret en så betydningsfuld forfatter, som Linnemann var.
Der er ingen tvivl om, at Willy-August Linnemann har fortjent at blive hyldet. Derfor – og efter henvendelse fra Holger Thietje – sætter SSF nu en mindeplade op til ære for forfatteren. Den kommer til at hænge i gangarealet ved den store sal på Flensborghus. På den måde bliver alle gæster på stedet mindet om denne fremtrædende kunstner fra Sydslesvig. For selv om Linnemann forlod hjemstavnen, var han altid optaget af grænselandet og Sydslesvig. I hans bøger spiller regionen, identiteten og særligt Flensborg en vigtig rolle.
Mindepladen, der nu får plads på Flensborghus, så den også kan ses af besøgsgrupper fra Danmark, er lavet af kunstner Erik Fredens fra Hostrupskov ved Aabenraa.
Vakte læselysten
Mindepladen blev præsenteret ved et arrangement på Flensborghus den 9. februar.
Inden kunstner Erik Fredens sammen med SSFs generalsekretær Jens A. Christiansen løftede sløret for mindepladen, fik publikum et indblik i Linnemanns forfatterskab.
Tre Linnemann- og grænselandseksperter holdt tre oplæg med hver deres fokusområde.
Mens Annegret Friedrichsen, der er forskningsbibliotekar og forfatter, havde fokus på Linnemanns Europafortællinger, så Ivy York Möller-Christensen, professor emer., Europa-Universität Flensburg, på forfatterens første tre værker.
Sidst i rækken var Johan de Mylius, professor emer., Syddansk Universitet Odense.
Han havde fokus på Linnemanns Fabrikanten/Sunesen Schleswiger-serie, og han afsluttede sit oplæg med følgende ord: Det her er i mine øjne hovedværket i dansk litteratur, der venter på at nogen vil fordybe sig i det.
Ordene ramte plet denne torsdag aften i Flensborg, hvor læselysten for alvor blev vakt.