Tekst og billeder af Tilla Rebsdorf
Han er den første der møder op, og den sidste der går. I mere end 50 år har judorummet i kælderetagen været hans faste tilholdssted, og han fortsætter som træner.
Peter Schneider, KFUM IF Flensborgs stormester i Jiu Jitsu, er ikke nogen hr-hvem-som-helst. For et par år siden blev han tildelt den 10. DAN på trappen til Idrætshallen og kunne slå det dybrøde bælte om sin hvide Gi. Højere kan du ikke komme op i graderne.
– Og det var noget af en overraskelse, da hele spidsen fra forbundet mødte op her i byen. Jeg anede det ikke, siger han, og henter et par turkisblå måtter inde i baglokalet.
Det er mandag. Klokken er næsten 17 og om en lille times tid kommer de første børn til træning, så alt skal være parat. Først når det sidste jiu jitsu hold er færdig med træningen, holder han fyraften. Så skal der ryddes op, klædes om og først klokken 23 er han hjemme igen. Hver mandag og onsdag.
– Jeg gør det jo, fordi jeg synes det er sjovt. Det er lysten, der driver værket. Lige nu træner jeg børn og voksne, men efter coronaen har det knebet med at motivere de voksne til at komme, siger den næsten 76-årige frivillige træner i KFUM Flensborg.
”Urgestein” siger han om sig selv, for dansk taler han ikke. Der er så absolut intet rustent over den lille tætte mand, da han viser en Oi-Tsuki – et lige stød med knyttet hånd. Det går så hurtigt, at øjet ikke kan følge med. Det var tilbage i 1968 at en ven tog ham med i Idrætshallen til træning, og han er her stadig, nu mest for at lære de nye generationer om den japanske kampkunst.
Gennem årene har han deltaget i utallige kurser, har undervist på højt plan, og selv om han egentlig ikke behøver det, så tager han stadig afsted for at forbedre sine teknikker.
– Indenfor denne sportsgren kan du blive ved med at lære nyt, siger han.
Han mener, hvad han siger
Der er stadig et kvarter til træningen begynder, men det første hold er her allerede, og han sætter børnene i gang med at hente flere måtter.
Ingen tvivl om at Peter Schneider indgyder respekt og forlanger disciplin. Her gør de, hvad han sætter dem til, fortæller han og hjælper en af de små drenge med at binde bæltet. Det kan nemlig godt drille lidt, siger han og rykker gi-en på plads.
– De forstår mig og ved, at jeg er striks. Jeg har trænet børn i 51 år, og kender alle tricks for at snige sig udenom. Det går ikke her. ZakZak. Her får de ikke noget foræret, siger Peter Schneider og holder øje med ungerne.
Gode forhold
Gennem årene har andre klubber forsøgt at kapre ham med lukrative tilbud om at træne andre hold i byen. Hver gang er det blevet et nej, og det er der flere grunde til.
– Det er hele atmosfæren i hallen og den gode tone i huset. Faciliteterne er bare i orden, og jeg bliver ikke mødt af et ”nej, det kan ikke lade sig gøre”. Idrætshallen har alt, hvad jeg behøver, siger han.
Ret beset har Peter Schneider alderen til at hænge Gi-en på knagen og holde helt fri, men det har han ingen planer om. Og dog, for ingen holder for evigt, og han har spurgt klubben, hvem der skal træne jiu jutsi-holdene efter ham.
– I min alder kan der nemt ske noget, men de slår det hen og siger: Peter, du bliver! Jeg fortsætter, så længe den herre deroppe giver mig mit gode helbred, siger Peter Schneider og peger op mod loftet.
