I 100 år fra fjendskab til venskab – velbesøgt foredrag i Flensborg

Det Humanitære Udvalg ramte plet, da de havde inviteret Hinrich Jürgensen og Flemming Meyer som foredragsholdere på Flensborghus. En fyldt Store Sal lyttede interesseret, da formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN) og formanden for SSF-distriktet i Skovlund samt tidligere SSW-landsformand og landdagsmedlem kom ind på mindretallets historie og deres helt private familiehistorier. Deres omfattende viden om grænselandets historie krydret med de meget personlige fortællinger, gjorde foredraget til en unik oplevelse. Der blev fortalt om de splittelser, der opstod i de enkelte familier i begge mindretal og med flertalsbefolkningen og hvor vanskeligt det kunne være at forstå for børnene dengang.

I de tyske familier var det ret udpræget, at man ikke talte om krigens hændelser og der måtte ikke spørges ind til de oplevelser fædrene havde gjort under krigen.

Begge foredragsholdere var enige om, at vi kunne være glade for den tid vi levede i i dag. Taknemmelige over, at vore børn ikke skulle træffe så store og alvorlige beslutninger som eksempelvis vores forfædre skulle som 16-årige.

Mange skulle tage stilling til om de skulle melde sig frivillig til militæret eller blev tvunget til at kæmpe for en sag, der ikke var deres.
Foredragsholderne kom ind på de mange modsætningsforhold, der opstod efter krigen.

Hinrich og Flemming skildrede med sjove små anekdoter, om den skepsis de to mindretal mødte i årenes løb og hvilke holdninger og tanker, der prægede mindretallenes befolkning, men også flertalsbefolkningen. Særligt synligt blev det, når det gjaldt om at få ligeberettiget tilskud i hus.

Alt i alt en fornøjelig og interessant eftermiddag, hvor mange kunne reflektere til egne oplevelser i familien og omgangskreds.

Næste punkt i programmet fra det Humanitære Udvalg er arrangementet ”Vi spiser sammen”, som holdes lørdag den 11. februar 2023 kl. 12.00 i Det Danske Hus i Sporskifte. Tilmelding er påkrævet.

Det næste foredrag på Flensborghus er onsdag den 22. februar 2023 kl. 14.30 med Annegret Friedrichsen, der læser op og fortæller om sin nye roman Astrids somre.

Tilmelding til SSF´s Kulturafdeling, tlf. 0461-14408120

Mail: kultur@syfo.de

Twitter
LinkedIn
Facebook