Roklub ser fremad med genvalgt formand

Lars Christensen er formand for Flensborg Roklub. Han blev genvalgt, da klubben søndag holdt den årlige generalforsamling i klubhuset i Ostseebad. Formandsposten var dog ikke den eneste, der var på valg den dag. De fremmødte 18 medlemmer skulle finde en sekretær og en kasserer til bestyrelsen. Sidstnævnte, fordi Björn Drube ikke ønskede genvalg. Forsamlingen takkede ham for engagementet, og sagde derefter ja til Tilla Rebsdorf, der stillede op til posten. Forinden var René Lange blevet valgt som sekretær – dog med en lille krølle. Forsamlingen drøftede nemlig mulige vedtægtsændringer. Dem vil René være med til at arbejde på, og i den ombæring skal der ses på, om klubben stadig har brug en sekretær.

Aktiviteter

Foruden valghandlingerne, skuede generalforsamlingen både på fortiden og på fremtiden. Fortiden i form af de mange aktiviteter klubben har været i gang med i det forgangne år. Formand Lars berettede, at Roklubben har omkring 130 medlemmer. De fordeler sig på forskellige afdelinger, som for eksempel kajak, SUP, roning, polo og en kajak-ungdomsafdeling.

Foruden deres faste aktiviteter, har klubbens medlemmer været på udflugter, ture, til sikkerhedstræninger, netværksmøder, hyggeaftner, klargøringsdage, instruktørskurser, og meget mere. Et pænt aktivitetsniveau, der dog skal udvides.

Det fastslog flere på mødet. På den måde skal der i 2023 arrangeres flere fælles aktiviteter. Her blev der blandt andet talt om flere lange ture og møder med andre søsportsforeninger. En anden ide var en vandsportsdag, hvor deltagerne kan prøve kræfter med andre søsportsaktiviteter.

Det vil sige, at dem, der normalt kun er ude i kajakkerne, kan få sig en smagsprøve på, hvordan det er at ro i en båd sammen med andre – og omvendt.

Måske nogen også får smag for at stå op og padle? Det vides ikke, men der kommer i hvert fald en mulighed for at prøve det.

Twitter
LinkedIn
Facebook