Sort Sol: Tålmodighed blev belønnet

Foto og tekst af Birgit Messerschmidt, formand for Humanitært Udvalg

Det Humanitære Udvalg var på tur med Siggi Pfingsten i håb om at se det vidunderlige naturfænomæn, Sort Sol. 

Trods gråvejr, regn, blæst og kulde blev det for de 55 deltagere en uforglemmelig oplevelse. Siggi Pfingsten, der allerede under busturen fortalte om de steder vi kørte igennem og ikke mindst gav os indblik i hans store viden om fuglelivet og den skønne fredede natur, som vi forhåbentlig skulle opleve den aften.

Bussen fik den bedste parkeringsplads, man kunne tænke sig og gav deltagerne mulighed for i løbet af den halvanden time at gå ind i bussen og varme sig lidt. 

Efter længselsfulde blikke i starten, om det ville lykkes, blev vi trods vejrforholdene belønnet med at se store flokke af stære.  Først kunne vi følge dem i det fjerne, men de kom flyvende tættere og tættere hen imod os i nogle fascinerende mønstre, så der lød begejstrede råb fra deltagerne. Det endte med, at vi følte, at stærene gav os  en særlig opvisning af deres flyvekunster lige foran bussen. 

Twitter
LinkedIn
Facebook