Samrådets formand, Gitte Hougaard-Werner (t.h.), og rådets næstformand, Christian Jürgensen, fortsætter kommissarisk indtil Samrådet har set på samarbejdsaftalen. (Foto: SSF)

Samrådet: Valg udskudt efter lukket formandsmøde

Der blev ikke fundet nogen formand til Det Sydslesvigske Samråd, da rådet holdt møde mandag aften på Flensborghus. Det så det ellers ud til, for punktet stod på dagsordenen og der var endda to kandidater til posten. Gitte Hougaard-Werner, nuværende formand for Samrådet og SSF-formand, havde sagt ja til eventuelt genvalg. Hun var indstillet af SSF og SdU, og både SSW og De Tilsluttede Foreninger havde signaleret deres støtte til hende. Modkandidaten var Christian Jürgensen, nuværende næstformand for Samrådet og formand for bestyrelsen i Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, hvor han repræsenterer Grænseforeningen e. V.

I SSFs og SdUs indstillinger stod han til at fortsætte som næstformand af Samrådet, men Sundhedstjenesten og Kirken indstillede ham som formand i stedet. Biblioteket havde ingen egen kandidat, men siden Christian Jürgensen er formand for bibliotekets bestyrelse, var deres stemme selvforklarende. Skoleforeningen havde ligeledes ingen egen kandidat, men ved seneste formandsvalg i 2021 udtalte Skoleforeningens formand Udo Jessen sig imod en SSF-kandidat, der ifølge ham ikke er “neutral”.

Dermed var der op til mødet mandag lagt op til en spændende demokratisk proces. Immervæk så det ud til, at begge kandidater havde fire ud af ni mulige stemmer. På den måde ville Friisk Foriinings stemme muligvis blive tungen på vægtskålen. 

Lukket formandsmøde

Det forventede kampvalg og en mulig debat herom udeblev dog, hvilket skyldes et lukket formandsmøde, der blev holdt tidligere på dagen. SSW havde inviteret til det møde, hvor organisationernes formænd åbenbart besluttede, at formandsvalget skulle udskydes. Begrundelsen var, at der først skal ses på Samrådets samarbejdsaftale. Den skal i forvejen revideres, hvilket eventuelt kan åbne op for, at processen omkring valget til formandsposten forandres. Muligvis vender Samrådet tilbage til en rotationsordning, som rådet har haft før. Det vil sige, at organisationerne på skift stiller formanden. Det kunne i det mindste lukke for eventuelle kampvalg. 

En ændring af samarbejdsaftalen kunne eventuelt også give formandskabet flere eller færre kompetencer. I den nuværende aftale står der blot, at “formandskabet forbereder og efterbehandler Samrådets møder samt koordinerer varetagelsen af opgaver af fælles interesser mellem møderne, herunder visse repræsentative opgaver”, men det blev i løbet af samrådsmødet mandag aften antydet, at den del skulle man se på det.

Hvad det konkret betyder, navnligt efter Samrådet skrinlagde en forandring af strukturen inklusive et styrket Samråd, fremgik ikke mandag aften. Heller ikke, hvorfor den demokratiske proces omkring formandsvalget ikke kunne tåle offentlighedens lys.

Christian Jürgensen fastslog blot, at emnet er ømtåleligt, og at udtrykket “kampvalg”, som Flensborg Avis havde brugt, er skadeligt for Samrådets omdømme.

Skal drøftes i hovedstyrelsen

Kirsten Vognsen Weiss, SSFs 1. næstformand og ligeledes medlem af Samrådet, er dybt frustreret over forløbet mandag aften.

– Samrådet er ikke engang i stand til noget så simpelt som at vælge en formand uden at der er stridigheder. Vi taler her om en post, der ret beset ikke har nogen betydning for mindretallet. Næstformænd, forvaltningschefer og offentligheden holdes ude, når beslutninger og drøftelser foregår på lukkede formandsmøder. Det er mildt sagt udemokratisk, lyder det fra Kirsten, der samtidig foreslår, at SSF tager Samrådet op til næste møde i hovedstyrelsen.

– Samrådet virker på mig så betændt, at det blokerer mere end det gavner. Jeg har for tiden svært ved at se, at mindretallet får noget konstruktivt ud af samrådsmodellen. Derfor bliver vi nødt til at drøfte SSFs fremtidige position med henblik på Samrådet.

Twitter
LinkedIn
Facebook