(Foto: Fosterchild)

Vinterjazz: Sydslesvig med i landsdækkende musikfestival

SSF og SdU indgår igen i programmet, når den 22. udgave af Vinterjazz holdes i Danmark.

Vinterjazz finder sted i tidsrummet fra den 2. til 26. februar 2023, og Jazz på Flensborghus står på programmet den 23. februar 2023. Her præsenterer SSF og SdU projektet Nye Vinde, et dansk-tysk samarbejde mellem Hans Ulrik/Anders Mogensen Kvartet med Pablo Held og Fosterchild.

Stjernebesat program 
Programmet til Vinterjazz 2023 omfatter internationale gæstestjerner som Lucy Yeghiazaryan, Skúli Sverrison, Mike Stern og Madeleine Peyroux; storstilede særprojekter som Jakob Bro/Joe Lovano ”A Tribute To Paul Motian”, Karmen Rõivassepp ”Ambivalence” og Hess Is More: Apollonian Blackout, alternative genrebrydere i form af Ill Considered, Hedvig Mollestad, Tuhaf, Rumpistol Ensemble, Kira Skov og Svaneborg Kardyb, samt fremadstormende ny dansk jazz med Baryl, Alawari, Smag På Dig Selv, Hvalfugl og Nissen Mosh.

Spillesteder 
2023-udgaven af den landsdækkende Vinterjazz-festival rummer godt og vel 180 spillesteder og arrangører fra byer på hele Danmarkskortet – fra Skagen og Sønderho til Sydslesvig og Svaneke.

Det rekordstore antal arrangører viser, at musikmiljøer i hele landet har taget festivalen til sig – musikerne tager igen på turné, spillestederne skaber nye samarbejder, og publikum har masser af overraskende koncertformater at se frem til. Vinterjazz, som i år rummer cirka 650 koncerter, er et nationalt initiativ og den eneste landsdækkende begivenhed af sin art. 

Festivalen udvider de musikalske netværk, så der opstår nye kulturelle tilbud med hver sine kendetegn og særheder lokalt.

Til årets festival kan man blandt andet opleve nye Vinterjazz-netværk i Vejle, Ringkøbing, Horsens og Esbjerg, hvor uafhængige kræfter går sammen om at stable et festivalprogram for hele byen på benene. Det samme gør sig gældende i Sorø, Halsnæs, Lemvig og Silkeborg, samt hos de etablerede jazzfyrtårne omkring Odense, Aarhus, Aalborg og Trekantsområdet.

Vinterjazz er samtidig præget af stærkt foreningsliv i byer som Sønderborg, Svendborg og Thisted, mens hovedstaden glimrer ved at omfatte alle typer arrangører fra koncertsale, kirker og kulturhuse til klassiske jazzklubber, musikerkollektiver og alternative koncertrum.

Samme variation findes i resten af landet, hvor publikum i løbet af februar kan se frem til musikoplevelser på så forskellige steder som fx. Fredskoven i Skjern og Skamlingsbanken, Jomfru Ane Gade og kunstmuseet HEART.

New Danish Jazz
Med koncerttemaet New Danish Jazz præsenterer årets Vinterjazz desuden et bredt udpluk af de unge, fremadskuende musikere og bands, der står på kanten af et gennembrud – fx i kraft af debutudgivelser, aktuelle talentpriser og internationale ambitioner. Bands som Baryl, Alawari, Smag På Dig Selv, Nissen Mosh, Hvalfugl er på landevejen til Vinterjazz i februar.

Se program hele her https://jazz.dk/vinterjazz-2023/forside/

Twitter
LinkedIn
Facebook