(Foto: privat)

Budbringere med smuk og rørende salmesang

Der var mange fugtige øjne, men også fnis og latter blandt de 50 fremmødte til koncerten ”Budbringerens fodtrin” i Ansgar Kirke i Flensborg lørdag d. 21. januar. Skuespiller og sanger Ulla Vejby og guitarist Jesper Braae Madsen tryllebandt publikum i samtlige 60 minutter.

Med tolv af de smukkeste sange fra salmebogen sang og spillede Ulla og Jesper i en god times tid. Ulla, der udover at have en intens og smuk sangstemme og besidder et gudsbenådet skuespiltalent, fortolkede på livlig, morsom og dramatisk vis kendte og elskede salmer som f.eks ”Hil dig frelser og forsoner”, ”Se nu stiger solen”, ”Dejlig er jorden”, ”En rose så jeg skyde” og ”Sov sødt barnlille”.

Et indslag, der gik direkte i hjertekulen, var Ullas oplæsning af et par afskedsbreve fra Hvidstensgruppens dødsdømte mænd til deres familier. Oplæsningen fra bogen ”De sidste timer” var flettet ind i Jespers fine og enkle guitarakkompagnement mens han sang ”Altid frejdig når du går”.

I den livlige ende tog Ulla publikum med til høstbal mens hun vimsede rundt og satte sig hos publikum ivrigt spejdende efter en dansepartner mens hun sang ”Vi pløjed og vi så’de”.

Der var selvfølgelig også en fællessang på setlisten, og med den populære ”Du som har tændt millioner af stjerner” var det prikken over i’et.

Ulla Vejby og Jesper Braae Madsen har oprindelig gået i skole sammen. Ullas vej gik til skuespillet og Jespers til musikken. Hvis man synes at kunne genkende Ulla Vejby, så er der god grund til det. Ulla har bl.a. spillet den naive stuepige Edith i ”Badehotellet” og sygeplejeeleven Else i ”Sygeplejeskolen”. To meget populære tv-serier på dansk TV2.

Med koncertprojektet ”Budbringerens fodtrin” har deres veje krydset hinanden igen – i deres fælles kærlighed til de klassiske danske salmer, som ifølge Ulla er fantastiske. De danske salmer har været sunget af millioner af mennesker gennem flere hundrede år og trækker derved tråde mellem fortid, nutid og fremtid.

En helt igennem intens, rørende og smuk koncertoplevelse en kold lørdag eftermiddag i januar.

De danske menigheder i Flensborg og SSF Flensborg by stod i fællesskab for arrangementet.

Twitter
LinkedIn
Facebook