Nu skal den næste generation tage over
I næsten 30 år sad han på pengekassen i RBUF, men i denne måned var det slut. Nu har de unge fået lov til at tage over.
Rendsborg-Bydelsdorf UF
Fået lov! Det lyder nok lidt som om ”Manni” – Manfred Janzen – har holdt krampagtigt fast i opgaven med at føre ungdomsforeningen under SdU, Rendsborg-Bydelsdorf UF, sikkert og solidt gennem de skiftende økonomiske tider.
Helt sådan var det så ikke.
-Jeg har været meget glad for kassererjobbet. Det må du tro. Men nu har jeg gjort mit i mindretallets ungdomsforening. Her har jeg lagt så mange timer af mit liv, også som træner i både håndbold og badminton og selv været en aktiv sportsmand. Nu tager nye kræfter over, som man siger. Jeg forsvinder ikke, for jeg har højt og helligt lovet at hjælpe til i den første tid med at sætte den nye kasserer ind i arbejdet, siger han.
Han husker stadig tydeligt den generalforsamling i 1996, da han blev valgt til kasserer i RBUF. Det var lidt af en udfordring at få styr på den tidligere kasserers bogføringssystemer, og sådan bliver det ikke denne gang, lovede han på generalforsamlingen her i februar.
-Den aften havde jeg forberedt en lille afskedstale, men det var slet ikke nemt at holde den. Jeg fik vand i øjnene og klumpen i halsen var næsten ikke til at synke væk, siger han og ler lidt over at han blev så rørt.
Sammenhold
Minderne vældede op, og det gjorde de også, da Ugeavisen talte med Manfred Janzen.
I 1994 var han til sit første DGI Landsstævne i Svendborg sammen med 300 deltagere fra SdU’s organisationer i Sydslesvig. Sidste år blev Landsstævnet igen afholdt i Svendborg, og han var der med datteren Tina, der også har sine egne fødder solidt plantet i det danske mindretal.
-Så du kan sige, ”hier schließt sich ein Kreis“, siger han en smule eftertænksom.
En af hans helt store udfordringer som kasserer var i 2002, da Tyskland sagde farvel til den gode gamle D-mark og indførte Euroen. Det år måtte den garvede kasserer føre foreningens regnskab i to valutaer.
-Det var frygteligt, og et kæmpe arbejde, men det gik jo også, siger han og ler højt
Når møder også er en fest
Datoen for Årsmøderne har sin faste plads i familien Janzens kalender. Selvfølgelig, siger han og finder en gammel Årsmødeavis frem fra 1994 med en storsmilende og noget yngre Manfred Janzen på forsiden.
-Sydslesvigerne hernede er holdt sammen af noget godt kit, siger ”Manni”, der har rundet de 60.
Gennem årene har der været rigtig mange, alenlange hovedsendemandsmøder, hvor den pligtopfyldende mand var trofast deltager, og fik store ører af at lytte og blev bred om bagen af at sidde stille så længe. Og især om de vildt hyggelige aftener sammen med alle de andre, om Glenfiddich-klubben med de mange ritualer, for mindretallet, der lever helt nede ved kanalen, holder fast i hinanden og det danske.
-Vi er måske ikke så mange, men vi er som en lille familie. Ungdomsforeningen er stor, men når de unge først går videre til A.P. Møller-Skolen, mister vi dem. Vi har da også, som så mange andre foreninger, vores knas med at holde fast i det danske sprog, siger han og trækker på skulderne.
Det havde han så ikke. Da han forelskede sig i Angelika, anede han intet om det danske mindretal syd for grænsen og vidste kun, at Danmark lå deroppe, siger han, og peger mod nord. Han kunne ikke et ord dansk og indså ret hurtigt, at det var han nødt til at lære. Sådan blev det, og i år fejrer de to Rubinbryllup.
-Vi har mange planer om, hvad vi skal ordne herhjemme, nu hvor jeg har fået mere tid, og så skal jeg nyde min familie, siger ”Manni”, der arbejder hos Stadtwerke Rendsborg.
