SdU Fantasylejr: En rejse i tiden

For mange børn er det en drøm at kunne rejse i tiden og opleve forskellige tidsaldre og historiske begivenheder. Denne drøm blev til virkelighed for de næsten 50 børn, der deltog i SdUs fantasylejr på Tydal i sidste uge. Fra den 17.-20. april blev Tydal nemlig forvandlet til en magisk verden, hvor der stod nogle spændende og sjove dage på programmet.  

SdUs Fantasylejr er en årlig begivenhed, der med sine mangfoldige temaer danner rammen for ugens magiske univers. Temaet er dog altid en hemmelighed og bliver først afsløret på selve lejren. Børnene ventede derfor i spænding, da det oplagte lejrteam stod klar til at løfte sløret.  

Fra fortid til fremtid 
I år var temaet ”Tidsrejse” og børnene kunne derfor se frem til nogle spændende dage hvor de skulle rejse rundt i tiden og stifte bekendtskab med forskellige tidsaldre.  

Det hele startede mandag eftermiddag, hvor tidsrejsen begyndte. Ved brug af en hjemmelavet tidsmaskine rejste deltagerne sammen med ungelederne, tilbage til dinosaurerne og hulemenneskerne. Her stod den på sjov og leg, og om aftenen blev der afholdt en gangdyst mellem de inddelte grupper. 

På andendagen trykkede deltagerne på tidsmaskinen igen og rejste til antikken, hvor den stod på workshops om formiddagen. DCBIB kom forbi og hjalp deltagerne med at lave en tidsrejse-dagbog og uddelte gode fantasy og historiebøger til læsning. Der var også mulighed for at lave sin egen t-shirt med logo og skrift eller hoppe rundt på lejrens airtrackmåtte.  

Om aftenen fik de tidsrejsende besøg fra EPOS efterskole som ankom i ridderuniform. Her kunne børnene prøve kræfter med et magisk fotoshoot og lege ’capture-the-flag’ på hele Tydal i passende udklædning og rollespilsvåben. Dagen sluttede af med en god film, efterfulgt at et sjovt natteløb for alle børnene.  

Om onsdagen rejste deltagerne til fremtiden hvor dagen stod på kreative workshops samt spejder-paintball. Senere deltog børnene i en filmworkshop, hvor de skulle skrive deres eget manuskript og optage en film. Efter en lærerig og fyldt dag, blev det om aftenen tid til et af lejrens højdepunkter, da dørene blev åbnet til en fremtidsfest med DJ, disko og synthesizere som man kunne afprøve. Der var også en raket-pinata som skulle slås ned. Efter nogle sjove timer på dansegulvet, skulle børnene i seng så de var klar til torsdagen.  

På den sidste dag gik tidsmaskinen i stykker og deltagerne blev fanget i et vortex, hvor de blev fordelt i alle tidsaldre.

Der skulle derfor findes stykker fra maskinen, så de kunne reparere den og vende tilbage til nutiden, før turen gik hjemad igen. Efter en hæsblæsende søgen lykkedes det dog børnene at samle maskinen igen, og en vellykket og spændende uge sluttede af med stor succes.  

Som altid var Fantasylejren en uge, fyldt med sjov og leg, og en uge som børnene vil huske i lang tid fremover. 

Tiden flyver afsted, når man har det sjovt, og det var også tilfældet på denne fantasylejr.

Twitter
LinkedIn
Facebook