Dansk radiokanal vandt kunstkonkurrence ved hjælp af kunstig intelligens

Tilbage i november afholdte SdU den digitale kunstkonkurrence DigiDEKK på Dansk Centralbibliotek i Flensborg, hvor der kunne udstilles kunstværker og deltages i konkurrencen om flotte præmier. Det eneste krav til deltagerne var at værkerne skulle være realiseret med digital teknologi og/eller beskæftige sig med emnet “digital”. SdU havde dog ikke regnet med, at de ville få tilsendt værker fra en stor dansk radiokanal.

Kunst(ig) intelligens

I de sidste par år har begrebet kunstig intelligens, nok bedre kendt under den engelske betegnelse AI, skabt grundlag for stor debat. Kort fortalt er AI et forsøg på at lære computeren at tænke selv gennem maskinlæring og komme så tæt på at udvikle en menneskelig bevidsthed som muligt. Selvom der er lang vej til en kunstig bevidsthed, er teknologien dog i dag så udviklet at man ved brug af AI kan få hjælp til alt fra at skrive sine skoleopgaver til at komponere musik og få gode råd til at løse sine kæresteproblemer.

I et forsøg på at se hvor langt kunstige intelligens egentlig er nået, besluttede værterne på radioprogrammet ”Danmarks Mindste Nyheder” på radiokanalen 24syv at se om de kunne vinde en pris med et AI-generet billede. Alt de gjorde var at indtaste nogle emne-ord som computeren skulle tage udgangspunkt i, og 10 sekunder senere havde computeren skabt et billede de kunne bruge til konkurrencen. Billedet fik titlen ”Dronningen på balkonen” og løb afsted med en 3.plads til konkurrencen og 128 euro.

Er det kunst?

Konkurrencen blev afholdt af SdU’s udvalg DEKK (Digital Elektronisk Kunst Kultur), som er sat i verden for at formidle og fremme digital og elektronisk kunst og kultur i Sydslesvig. Udvalgsmedlem Christian Prasno var derfor glad for at se alle de flotte kunstværker der blev indsendt og den store opbakning blandt deltagerne. Han havde også en formodning om at radioværternes indsendte værk var skabt ved hjælp af AI-teknologi, men blev først bekræftet i sin formodning da han pludselig blev ringet op af radioprogrammet. Her overrakte de to værter Anton Ringdal og Kristoffer Kristensen nyheden og snakkede med Christian om kunstig intelligens og om hvorvidt det var ”snyd” at bruge denne teknologi i konkurrencer.

Eftersom DigiDEKK ikke havde fastlagt nogle regler om hvorvidt man måtte bruge AI-teknologi eller ej, vandt radioværterne prisen på fair vis, og DEKK-udvalget havde ligefrem regnet med at nogle deltagere ville gøre brug af teknologien.

Om det er kunst eller ej, er dog i sidst ende en individuel sag som kan diskuteres, men DEKK-udvalget var glade for at se deltagernes digitale kreative løsninger – og hvad er egentlig mere digitalt end et kunstværk generet af en computer?

1. pladsen i voksenkategorien gik til Kira Kutscher der havde udviklet en interaktiv personlighedstest. Se de vindene kunstværker på www.sdu.de/kultur/dekk/digidekk og glæd dig til at DigiDEKK bliver afholdt igen i slutningen af 2024.

Twitter
LinkedIn
Facebook