Unge prøver kræfter med bølgerne ved Baskerlandets Atlanterhav

En gruppe af 18-26-årige tog afsted på Ocean Camp i Bilbao. Turen blev organiseret af FUK, SdU’s udvalg for fritid, ungdom og kultur. I idylliske omgivelser tæt på strand og hav oplevede de unge sydslesvigere en uge fyldt med surf, yoga, kortspil, spike ball og en masse sjov og hygge.

Paddle, paddle, paddle

Hver morgen klokken lidt i otte kan der ses en kolonne af
mennesker marchere hen mod stranden. De bliver mødt af Whopper, en midaldrende
surfer-dude med grå krøller, som allerede venter med våddragterne. Påklædt i de
glimrende gule hold-shirts på fineste Jonas Vingegaard manér og med et
surfboard under armen, fortsætter de vejen ned til vandkanten. Instruktionerne
er enkle: ”paddle, paddle, paddle and stand-up”. Med et par gode tips fra
surferinstruktørerne i baglommen styrter surferne ud i brandingen. ”Padle,
padle, padle!” kan høres over havets brusen, da de unge hepper på hinanden.
”Stand-up” parten er dog ikke så nem. Bølgerne katapulterer de unge fra deres
boards og ruller hen over dem. Andre gange lykkes det flere at komme på samme
bølge bare for at surfe ind i hinanden. Men humøret fortsætter med at være højt
og efter hvert mislykket forsøg kommer der en nye bølge. Blandt deltagerne var alt fra erfarne surfere til helt nybegyndere der begav sig op på surfbrættet for første gang. I løbet af ugen lykkes det dog for alle deltagere at fange en bølge: benene bøjet, armene strakt ud, blikket rettet mod de imponerende klipper i morgentågen, omgivet af hvidt skum, mens bølgen bærer dem hen imod stranden – en fantastisk følelse.

Yoga, spil og udflugter

Tilbage på hotellet vælger nogle at finde afslapning på yogamåtten, mens andre fortrækker at sove i sofaen i fællesområdet. Efter timerne på vandet trænges der ikke kun til søvn, men også til mad. Heldigvis er der sørget for tre måltider om dagen på Ocean Campen. Men det er ikke nemt at stille surfernes sult og nogle gange er den så stor, at desserten ikke bliver nydt, men bare sluges ned. Når energidepoterne er fyldt op igen, er de klar til resten af dagen og når Spike Ball spillet findes frem kommer der gang i kroppene igen – de unge blev endda så god, at der af og til kom tilskuere, som fulgte med i kampene. De lange eftermiddage bruges til at ligge ved stranden og slikke sol, spille en runde (eller to eller tre) Wizard eller Skyjo, eller med noget koldt at drikke i den nærmeste bar.

Selvfølgelig bliver omgivelserne også udforsket med vandreture, en fællesudflugt til det kendte Guggenheim Museum og en tur til Athletic Bilbaos Stadion for de fodboldbegejstrede. Især ved de to sidstnævnte har alle fået et godt indtryk af baskisk mindretalskultur og historie.

Lejrskole uden lærere På vejen hjem var alle deltagere enige om mindst to ting: ugen gik alt for hurtig og det er vigtigt at bruge solcreme flere gange om dagen. Det føltes lidt som en lejrskole dengang i skoletiden, dog uden lærere. Sikke en oplevelse, som ingen ville være foruden eller glemme igen.

Twitter
LinkedIn
Facebook