Voksrester + fedtsyrer + paraffin = kunst

Den 11. og den 12. februar fra kl. 10 – 16 underviser Bente Astrup et kursus i at male billeder med bivoks. Det foregår i Aktivitetshuset, og leder Sarah Keppler fortæller her om kurset:

”Det dejlige ved at arbejde i Aktivitetshuset og planlægge kursusprogrammet er, at man støder på alle mulige emner, materialer og kunstnere, som man aldrig har hørt om før. Drevet af nysgerrighed, er det en fornøjelse at afprøve nye materialer, finde frem til spændende emner og møde kunstnere og undervisere, der kan bringe nyt input inden for det kreative til Sydslesvig.

Sidste år stødte jeg på voksmaleri hhv. encaustic art. Så hvad er nu det?

Biernes producerede voks er et alt-muligt-produkt. I løbet af historien findes der et hav af eksempler på, hvad bivoks er blevet brugt til. Belysning, inden for medicin og især kosmetik og så også i kunsten. Der findes ikke kun de almindelige pastelkridt, som får de fleste forældre til at fortvivle, når de skal fjernes fra tøj, tapeter, borde og gulve. Der findes også en blanding af bivoks, harpiks/olie og farvepigmenter, som man kan tegne de mest fantastiske billeder med: voksmaleri.

De ældste og mest berømte eksempler på voksmaleri er ægyptiske mumieportrætter, der stammer fra 50 e.Kr. til 350 e.Kr. og stadigvæk er bevaret i dag. Teknikken går i princippet ud på, at man fremstiller voksfarver, smelter dem og maler billeder på lærreder eller træplader. Billederne er meget holdbare, fordi farven ikke blegner og heller ikke bliver mørkere med tiden.

I løbet af historien har man brugt forskelligt værktøj som spartler, børster eller knive til at manipulere voksen med.

Desuden kan man varme voksen fx med varmelamper eller varmepistoler og det er muligt at lægge flere lag oven på hinanden eller omslutte genstande. Stadigvæk i dag er voksmaleri meget populært, fordi det har en meditativ karakter og fantastiske farveblandinger og effekter kan trylles frem. Det er ikke nødvendigt at have nogen kunstneriske forkundskaber. Alle kan være med og billederne kan bearbejdes igen og igen.

Den 11. og 12. februar fra kl. 10 – 16 underviser Bente Astrup i at male billeder med bivoks i Aktivitetshuset. Her lærer du den grundlæggende teknik at kende, hvor du bruger et strygejern som pensel. Desuden afprøver du mere specielle teknikker til at komponere og frembringe voksbilleder. Hvilke redskaber kan bruges, hvordan laver jeg struktur og mønstre i voksen, hvor tykt hhv. tyndt skal voksen ligge på hvilket materiale, hvordan blandes farver og hvornår smelter bivoks egentlig? Alle disse spørgsmål vil du få svar på og der vil være mulighed for at afprøve teknikker og farver i spændende bivoks-malerier som landskaber, blomster og abstrakte motiver.

Alle kan være med på kurset! Lige meget, om du aldrig har hørt om emnet før eller afprøvet det allerede.

Tilmelding til kurset foregår via hjemmeside www.aktivitetshuset.de eller via telefon på 0461 150140. Kurset koster 54 EUR og 200 DKK i materiale. Unge får 40% rabat, socialpas-indehavere 60%.

Twitter
LinkedIn
Facebook