Højt aktivitetsniveau i Rendsborg-Egernførde Amt

Torsdag aften holdt Rendsborg-Egernførde amtsgeneralforsamling i Medborgerhuset i Egernførde. 

På dagsordenen stod blandt andet valget til formandsposten, hvilket blev til en ret sikker sag, da siddende formand Niels-Jørgen Hansen ønskede genvalg, og der ikke var modkandidater. 

Han blev valgt enstemmigt, men inden han indtog den nye post, aflagde han sin årlige beretning.

Mødet, der blev ledet af SdU-direktør Anders Kring, startede med at borde og stole skulle bæres ind, hvilket måske kunne tolkes som et udtryk for en god stemning i amtets distrikter. 

– Mange er kommet godt i gang igen efter Corona. Aktivitetsniveauet er højt, lød det fra amtsformand Niels-Jørgen Hansen, der efterfølgende takkede de frivillige for deres indsats i distrikterne.

– Uden jeres frivillige arbejde kunne alt det ikke lade sig gøre, sagde han, og brugte ordene til at komme ind på årsmøderne 2023. 

De holdes i weekenden den 9. til 11. juni og mottoet “Frivillig – fordi jeg ikke kan lade være!” Sætter netop fokus på frivilligheden.

Niels-Jørgen så også tilbage på årsmøderne 2022. De var rigtig godt besøgte i amtet, hvilket både var godt for fællesskabets skyld, men også for dem, der stod for arbejdet bag arrangementerne. 

Derfor opfordrede formanden til også at støtte op om årsmøderne i år. Den opfordring inkluderer de store friluftsmøder om søndagen, hvor Rendsborg-Egernførde Amt igen er med i Slesvig.

Samrådet og SSF Egernførde
Amtsformanden kom også ind på to sager, som har fået en del opmærksomhed i offentligheden. Den ene er SSFs beslutning om at forlade Samrådet.

Niels-Jørgen var usikker på, at alle tilstedeværende torsdag aften overhovedet vidste, hvad Samrådet er. Derfor startede han med at orientere herom. Derefter fastslog han, at samarbejdet blandt mindretallets organisationer på ingen måde er påvirket af beslutningen om at trække sig fra Samrådet. 

Formanden kom desuden ind på generalforsamlingen i SSF Egernførde, hvor Morten Siebert efter et kampvalg og en ekstraordinær generalforsamling overtog posten fra Britta Jöns. Til det sagde amtsformanden, at amtsstyrelsen har fulgt med i sagen, og at de takker Britta Jöns for hendes kæmpe indsats og at man ønsker den nye formand Morten Siebert god vind. Efterfølgende overrakte amtet Britta Jöns blomster. 

Tilmelding til Løveløbet
Et andet vigtigt punkt ved amtsgeneralforsamlingen var Løveløbet, der er SSF og SdUs fælles løbe- og kulturarrangement. Sidste år var der et startsted i Egernførde og det var godt besøgt. I år holdes Løveløbet den 17. september og der er et startsted i Rendsborg. Amtsformand Niels-Jørgen opfordrede til at deltage – onlinetilmeldingen åbnede den 1. april – eller at man hjælper til. Sidste år manglede der nemlig nogle poster på strækningen. Ønsker man at stå post eller hjælpe på anden måde, skal man henvende sig til amtskonsulent Dorthe Salchow.

Genvalg
Foruden valget af formanden, skulle forsamlingen vælge nogle bisiddere, suppleanter, revisorer samt delegerede henholdsvis suppleanter til Hovedstyrelsen. Alle posterne blev bemandet via genvalg. Det vil sige, at Dorrit Kühn er 1. bisidder, Margret Mannes er 2. bisidder, Ulf Born er 5. bisidder, Sonja Sickelka og Pia Renkitz er suppleanter, Susanne Storck og Jens Engel er revisorer, og Annemette Jensen er delegeret til SSFs Hovedstyrelse. 

Twitter
LinkedIn
Facebook